Kamuflage er godt

Vi er for øjeblikket ved sommerhuset ved Vesterhavet. Det ligger ved Jammerbugten mellem Løkken og Blokhus i et dejligt kuperet terræn. Når man kigger ud af vinduet mod nordvest ser man, udover havet i det fjerne, store mængder af det nogle kalder marehalm .. Egentlig er det hjelm det drejer sig om. En plante der er i familie med marehalm. Nøjsom indtil det utrolige – og med et sindsygt stort rodnet der altid har været brugt til at holde på alt det fine sand her i de vestlige sogne i Vendsyssel. Mellem hjelmene gror græsser, mos, lav, revling .. og mange af de blomster der ellers ikke har noget fristed. Fælles for dem er, at de ikke er høje … men nærmest krybende. I vegetationen har der altid boet en rigdom af tilpassede eksistenser: Harer, agerhøns, ræve, grævling, mår og mange andre. Gennem århundrederne er der kommet indvandrere til – som for eksempel fasanen. Af og til kommer dyrene meget tæt på husene – især udenfor sæsonen. De større dyr – som hjorte eller ræve – er til at få øje på. Men fasan hønen benytter sig af af fin kamuflage der gør at man skal kigge godt efter for at få øje på den.